Forskningsformidling – fra lav til høj prestige

Bente Klarlund Pedersen, professor i Integrativ Medicin, Leder af Center for Inflammation and Metabolisme (CIM) and Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet og Københavns Universitet. bente.klarlund.pedersen@regionh.dk

Med den nye universitetslov blev der formelt stillet krav til forskerne om formidling til Maren i kæret. Formidling er derfor kommet til at fylde mere på universiteterne. Men også de private fonde stiller i stigende grad krav om formidling. I dag er forskningsformidling til offentligheden et vilkår. Forskningsformidlingens pendul har på få årtier svinget fra lav til høj prestige. Tiden er nu inde til at underkaste forskningsformidlingens metoder en videnskabelig analyse.

Jeg mindes ikke, at begrebet forskningsformidling eksisterede, da jeg begyndte mit videnskabelige virke. Dengang gav det nærmest dårlig prestige at optræde i aviser og ugeblade. Man risikerede at1 blive stemplet som letvægtsforsker. I dag er forskningsformidlingens pendul svinget til det modsatte yderpunkt. Trenden er nærmest, at alle forskere har en samfundspligt til at formidle populært. Uanset om motiverne er samfundsstøttende, selviske, entreprenante, missionske eller politiske, så er forskningsformidling en del af vores tidsånd.

Formidling er ikke op til den enkelte

Det ligger i forskningens selvevaluerende natur, at alle forskere skal publicere videnskabelige artikler, holde videnskabelige foredrag og undervise. Kun sådan kan vi skabe evidensbaseret, ny viden, som andre forskere kan bygge videre på. Men jeg er ikke talskvinde for, at hver eneste forsker nødvendigvis skal formidle til offentligheden. Hvis forskningsformidling bliver et punkt på den enkeltes CV, som ikke må stå tomt, så kan det fremskynde formidling også af forskningsresultater, der er mindre relevante for befolkningen. Og det kan skabe forvirring og ekspertlede. Belønningssystemer for, hvor tit en forsker er i medierne, kan medføre skævvridning af ressourcer mod det umiddelbart salgbare. Det hører med til jobbet, at man som forsker beredvilligt stiller op, når pressen henvender sig. Alle større forskningscentre og -institutioner bør have en formidlingsstrategi. Men det er ikke rimeligt, at hver eneste forsker skal prioritere en offensiv formidlings-strategi gennem hele karrieren.

Der er nemlig mange mellemregninger og afvejninger, når man skal formidle et forskningsresultat.

Som forskningsformidler må man turde vove et øje.  Man må kunne udtale sig i overskrifter, når det er det, der skal til. I den forbindelse sagde jeg på et tidspunkt: ”Jeg siger aldrig bevidst noget, der er forkert. Men jeg siger på den anden side heller aldrig noget, der er helt rigtigt”. Jeg har oplevet, at dette udsagn virker provokerende. Men det, jeg mener, er naturligvis, at forbehold og nuancer ikke altid kommer med i artiklen. Videnskabsstoffet skal indgå i det øvrige stof om kronprinsens nakkekrave og Ghita Nørbys røde kjole. Det kan let føre til overdrivelse af den danske vinkel, personificeringer, dramatiseringer, og vurderinger, som egentlig er videnskaben ganske fremmed. Forskningsformidling til pressen foregår ofte i en ramme, hvor der hverken er taletid eller spalteplads til de forbehold, der skal tages for at give hele historien. I den sammenhæng har man nok flere frihedsgrader, når man læner sig op ad en professortitel og et grundforskningscenter, og det kan være lettere at forskningsformidle, når man er erfaren forsker, end hvis man står i starten af sin forskerkarriere.

De brede videnskabshistorier mangler

Med PhD-cuppen (1) kastes der stjernestøv over talentfulde PhD’er, der har tæft for at formidle deres egen forskning, så den er til at forstå af de mange. Det er på mange måder et skønt initiativ, men der mangler en debat om, hvad der er væsentligt at debattere. Forskningsformidling er mere, end at udbrede egne resultater i et letforståeligt og fængende sprog. Man kan også vælge at anlægge et væsentlighedskriterium og videregive det, man synes er vigtigt, snarere end det man selv har produceret.

Den viden, at 40% af al sygdom i dag kan forklares med vores valg af livsstil, har jeg selv fundet det vigtigt at kommunikere. Her er ikke tale om en enkelt gruppes opdagelser, men et budskab, der bygger på mange resultater og på international konsensus i WHO-regi. Og her er det vigtigt at få politikerne i tale. Politik handler om holdninger. Men holdninger må gerne udspringe af viden. Forskningsformidling drejer sig også om at få videnskab og dokumentation ind i den politiske proces. Forskningsformidling er først og fremmest, at forskeren er i samfundet.

Formidling er ikke en forudsætning for videnskab

En journalist spurgte mig en gang: ”Når du planlægger din forskning, tænker du så på formidlingsaspektet?” Se, hvis nogen gjorde det, så ville jeg blive ægte bekymret. Det ville være en trussel mod den frie og uafhængige forskning, hvis man allerede i planlægningen af forskningen tænkte på, om dens resultater var egnede til den brede formidling på kort sigt. Hvis forskningsformidling bliver et mål i sig selv; hvis tanken om, hvad der kan give overskrifter, får indflydelse på valg af forskningsprojekter, så gives der køb på forskningens helligste principper og dermed også på troværdigheden. Særligt for grundforskningen gælder det, at ingen ved, hvilke resultater, der vil være vigtige for samfundet på sigt. Grundforskningen skal vurderes på sine egne præmisser: originalitet og lødighed. Nytteværdien og formidlingspotentialet kan i nogle tilfælde ligge mange år ud i fremtiden.

Forskningsresultater skal sættes i sammenhæng

Hver gang man beslutter sig for at få et budskab udover rampen, har man pligt til at overveje konsekvenserne. Til tider står god forskningsformidling nærmest vinkelret på slagfærdig journalistik! Lad os forestille os, at en forsker når frem til følgende: kaffedrikning giver kræft. Så skal resultatet naturligvis publiceres i et videnskabeligt tidsskrift.

Men hvis mange andre studier viser det modsatte, altså at kaffe forebygger kræft, hvad skal man så tro på? Det kan tage tid at afklare. Det er nok nødvendigt med flere undersøgelser af mange mennesker. Derefter må man vurdere alle resultaterne under én hat og søge en konklusion, der ligger så tæt på sandheden, som man nu kan komme det. Der er så mange udsving i biologiske processer, at selv om man har fat i en (næsten) absolut sandhed, så vil ikke alle studier vise det samme. Sådan er forskningen. Spørgsmålet er, om offentligheden er tjent med straks at få at vide, at ”kaffe giver kræft”?

At en historie kan formidles betyder ikke, at den skal formidles. I den samme avis kunne man læse følgende to overskrifter. Den ene lød ”Ny forskning: Salt er måske ufarligt”. Den anden overskrift var ”Tre gram mindre salt kan redde 1300 liv om året”. Jeg kan godt forstå, hvis offentligheden bliver forvirret. Der er ytringsfrihed. Forskere må formidle alt. Men de behøver ikke bidrage til forvirringen. Faren er nemlig, at befolkningen udvikler forskningsresistens. Man tror ikke på forskningen som det, der skal være grundlaget for egne valg. Har man først mistet troen på eksempelvis den forskningsbaserede sundhedsformidling, ja så skorter det ikke på holistiske alternativer, der lover ren hud, frisk ånde og en lykkelig familie. 

Eksempler understreger pointen men ikke diversiteten

I de senere år har vi oplevet en interessant udvikling inden for forskningsformidling, ikke mindst i forbindelse med tv. Seerne bliver ikke blot præsenteret for forskningsresultater, men følger med i forskningsprocessen. Det er ikke ualmindeligt, at seje tv-værter som f.eks. Peter Qvortrup Geisling og Lillian Gjerulf Kretz lægger krop til videnskabelige forsøg, hvor de udsætter sig selv for hårde fysiske belastninger, mens der udtages blodprøver, laves genetiske tests, tages hjertekardiogram eller foretages hjernescanning. Denne form for formidling er utroligt interessant, fordi den giver seerne mulighed for at få et indblik i de muligheder og begrænsninger, som selve forskningsprocessen indebærer.  Men den har også udfordringer, fordi n-værdien af den undersøgte population ofte er 1.

Det oplevede jeg, da vi på baggrund af en ny videnskabelig artikel ville formidle konsekvensen af fysisk inaktivitet til befolkningen (2). Tv-værten Cecilie Beck lagde krop til et forsøg, der skulle vise konsekvensen af at være fysisk inaktiv i 14 dage. Man så på i prime time på fjernsynet, hvordan hun, der ellers var meget aktiv og fit, kun måtte gå 1.500 skridt om dagen. På fjernsynet viste man, at Cecilie Beck gennemgik en masse undersøgelser med blodprøver og skanninger. Én af mine venner sagde, at vi havde kørt Cecilie gennem samtlige undersøgelser på Rigshospitalet. Det var nu en overdrivelse. Men der blev lavet mange forsøg. Kameraet var på, da Cecilie blev kørt ind i MR-skanneren. Og kameraet var også på, da vi umiddelbart efter scanningen skulle se på billederne. Og så var det, at jeg pludselig blev meget nervøs.

Vi vidste, hvad det gennemsnitlige resultat var for den gruppe af forsøgspersoner, vi havde undersøgt. Dette resultat var nok rimeligt tæt på ”sandheden”. Men hvad nu, hvis Cecilies krop af én eller anden grund viste sig at reagere anderledes end gennemsnittet? Hvordan skulle jeg i givet fald håndtere den situation? Hvis man undersøger mange menneskers respons på en behandling, så vil der være nogen, der reagerer med et kraftigt positivt respons. Men andre vil reagere med et mindre respons, intet respons eller det modsatte respons.  Så regner man på det og får et gennemsnit, som vi siger, er resultatet af undersøgelsen eller ”sandheden”, om man vil.

Hvad nu hvis Cecilie Beck var en vaskeægte ”outlier”, altså den ene forsøgsperson, der reagerer helt anderledes? Hvordan skulle vi formidle det? Jeg kan kun sige, at da den mulighed gik op for mig et splitsekund før kameraet rullede, så løb det mig koldt ned ad ryggen. Heldigvis reagerede Cecilie helt typisk. Hun havde tabt muskelmasse, ophobet fedt omkring de indre organer, og hendes stofskifte var blevet markant dårligere. Det kunne være gået helt galt, men det blev en god historie, og det blev formidlet til befolkningen, at det er farligt at dovne den for meget i hverdagen. Historien illustrerer også, at det kan være en udfordring, hvordan man formidler forskning.

Hvad er bidraget fra skærm-faktoren?

Mens jeg skriver denne artikel, deltager vi i det klassiske fjernsynsprogram, UTurn-2, hvor seks personer med type 2 diabetes gennemgår hård fysisk træning og kostomlægning under vejledning af den karismatiske Chris MacDonald (3). Vi bistår med fysiologiske blodprøver og lægelige vurderinger. Vi har set det før. På fjernsyn kan man opnå dramatiske ændringer, når Chris MacDonald leder nøje udvalgte testpersoner, og den halve befolkning følger med på skærmen. Men ville livsstilsændringerne også virke, hvis man eliminerede Chris-effekten og fjernede tv-kameraerne?

Figur 1: I DR1-programmet U-Turn 2 bliver type 2 diabetikere undervist i en sundere livsstil sideløbende med et forskningsprojekt omkring interventionen. Foto: DocEye/Danmarks Radio..

Det synes vi er et interessant spørgsmål, og vi har derfor parallelt kørt et forskningsprojekt, hvor den samme intervention blev afprøvet på en stor gruppe diabetikere, men uden tv-eksponering. Nu, hvor tv-programmerne sendes, er forsøget afsluttet og seerne vil derfor også sideløbende få indblik i forskningsprojektet.

Det er nyt for os på den måde, at invitere befolkningen med i selve forskningsarbejdet. Formålet er, at skærpe offentlighedens forståelse af, hvordan forskningsresultater genereres. Samtidig kan metoden måske bidrage til at imødegå, at forskningsformidling foregår i konkurrence med den øvrige nyhedsstrøm med fare for at blive overfladisk og sensationspræget. Men reelt ved vi meget lidt eller intet om, hvilken form for forskningsformidling, der skaber indsigt og forandring hos læserne og seerne. Hvad virker og hvad virker ikke? Og kan forskningsformidling reelt også være skadelig? Tiden er inde for videnskabelige analyser af forskningsformidlingens metoder. Det gælder forskernes formidling af deres forskningsresultater til både lægfolk og fagfolk i en vifte af medier, fonde, myndigheder, institutioner og virksomheder (4). 

Enkelte dele af artiklen har tidligere været bragt andetsteds.

Referencer

1. PhD-Cup, http://phdcup.dk/

2. Tv-programmet Praxis. TV-2, 2009

3.Tv-programmet U-Turn, DR1, 2013 og U-Turn 2, DR1, 2017

4. Paul M Wilson, Mark Petticrew, Mike W Calnan, and Irwin Nazareth. Disseminating research findings: what should researchers do? A systematic scoping review of conceptual frameworks. Implemention Science. 2010;5:91.

Artiklen blev bragt i BioZoom nr. 1 2017 og igen i BioZoom nr. 1 2018, som fejrede BioZoom’s 20 års jubilæum.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s