Mickey Gjerris, lektor, PhD, Sektion for Forbrug, Bioetik og Regulering, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Natur- og Biovidenskab, Københavns Universitet, mgj@ifro.ku.dk

Denne artikel falder i to dele. Første del søger at afdække baggrunden for den bioetiske debat om anvendelsen af bioteknologi. Anden del rummer en oversigt over de problemstillinger, som typisk viser sig i diskussioner om bioteknologi. Artiklen fokuserer på de spørgsmål, som rejser sig, når teknologien anvendes på dyr og planter. Nogle af spørgsmålene vil kunne genfindes i den human-etiske diskussion. Målet med artiklen er for det første at vise, hvordan bioteknologien ikke er et isoleret fænomen, hvis enkelte anvendelsesmuligheder ikke kan diskuteres uafhængigt af hinanden og uafhængigt af det samfund, som den udfolder sig i. Både bioteknologien og bioetikken er så at sig kontekst-afhængig. Det andet mål med artiklen er at vise, hvordan man kan systematisere diskussionen og danne sig et overblik over de problemstillinger som oftest diskuteres i forbindelse med de enkelte anvendelsesmuligheder. Og endelig er artiklen et forsøg på at sætte ord på den fornemmelse af uro, den nagende tvivl, den svært begrundelige skepsis, som i hvert fald denne forfatter erfarer i forbindelse med diskussionen af den bioteknologi, der hele tiden befinder sig på tærsklen til det store gennembrud.

Baggrunden for bioetikken

Menneskets liv er et liv i selvopholdelse. Det ved alle, der har prøvet det. Vi er biologiske væsener, der uden tilførsel af energi i form af væske, føde og lys og uden beskyttelse mod fysiske farer hurtigt kan komme af dage. At leve er at kæmpe for at forblive i live. Vi behøver mad, klæder, ly, kærlighed, nærvær, anerkendelse, fremmedhed, ydmyghed mm for at være mennesker. I den lille del af historien og rummet, som vi danskere bebor, kan det ganske vist være let at overse. Hvis verden er et grødfad, så bor vi midt i smørklatten. Men i det meste af historien og mange steder på kloden i dag er det at opretholde livet en central del af menneskets tilværelse.

Stillet overfor den udfordring at skulle opretholde livet er det ikke mærkeligt, at mennesket har kastet sit blik på kilden til al selvopholdelse – naturen. Så vidt de arkæologiske kilder kan fortælle os, har mennesket de sidste 10.000 – 15.000 år forsøgt at underlægge sig naturen, så den i højere og højere grad har kunnet opfylde de behov, som mennesket har (Foltmann 2000). Man kan også betragte udviklingen som en frigørelsesproces, hvor mennesket langsomt har hævet sig op over naturen og gjort sig uafhængig af dens luner. Spørgsmålet er så, om afhængigheden bliver mindre, fordi magtbalancen skifter. Som Hegel bemærkede, er herren lige så bundet til slaven som omvendt. Vi er blevet bedre til at sikre os mad, klæder og ly i dag end vi var for 15.000 år siden – men vi har ikke mindre brug for dem (Hegel 2006). Og skulle teknologien svigte os, er de fleste af os utvivlsomt ubehjælpsomme som små børn, når det kommer til at sikre os de nødvendige forudsætninger for opretholdelse af livet.

Med den moderne naturvidenskabs opståen i 1500-1600 tallet får mennesket et meget kraftfuldt redskab til at øge sin kontrol over naturen. Denne magt (for nu at gøre en meget lang historie meget kort) når sit hidtidige højdepunkt med udviklingen indenfor molekylærbiologi og bioteknologi de sidste 50 år. I dag kan vi, principielt set, designe naturens organismer på det genetiske niveau til at tjene vores formål.I praksis har det dog vist sig langt sværere end ventet at udnytte bioteknologien. Den tidlige tro på, at organismernes arvemateriale var en art byggeklodser, der kunne sættes sammen efter behag er gradvist blevet afløst af en erkendelse af, at biologiske systemer og deres genetiske opbygning er langt mere kompleks og helhedsorienteret end man hidtil har troet. Udviklingen af designede organismer er derfor langt vanskeligere end forventet. Det betyder, at en lang række af de muligheder som ridses op, når man diskuterer, hvad bioteknologien egentlig kan bruges til, fremstår mere som visioner end som teknologiske landvindinger, der venter lige rundt om næste hjørne. Dette påstår jeg vel vidende, at mange der arbejder med udviklingen af f.eks. genmodificerede organismer er langt mere optimistiske med hensyn til udviklingens hastighed. Prøv blot at læse nogle af artiklerne i Biozooms 10 års jubilæumsnummer (Biozoom, nr. 1, 2007).

Det er påfaldende, at mange af de eksempler som oftest fremføres for, at de gigantiske samfundsmæssige investeringer i bioteknologien er berettigede, ikke har ændret sig de sidste 15-20 år – selvom de stadig er meget langt fra at blive realiseret. Som eksempler skal jeg blot nævne løfterne om, at genmodificering af planter kan afhjælpe verdens fødevareproblemer (Golden Rice), og at organer fra grise vil kunne afhjælpe organmanglen i sundhedsvæsenet (Xenotranplantation). Det betyder ikke, at forskningen og udviklingen ikke har nået nogle resultater – men det betyder, at det må være legitimt ud fra rene samfundsøkonomiske overvejelser at forholde sig kritisk til forholdet mellem investeringer og resultater. Hvad kunne der være opnået af helbredsmæssige gevinster på samfundsplan, hvis bare 10 % af de milliarder, der er investeret i bioteknologi de sidste 30 år, var blevet anvendt til forebyggelse via kost og motion, f.eks. gennem tilbud om gratis sund varm mad på arbejdspladser og i skoler og gratis døgnåbne fitness-centre.

Hele spørgsmålet om, hvordan bioteknologien har oversolgt sig selv og fortsætter med at gøre det er en del af en større diskussion, bl.a. omkring den strukturelle organisering af forskningsfinansiering og er ikke et særkende for bioteknologien (Brown 2003). Et andet eksempel på en teknologi, der er blevet hypet ud over alle grænser for at tiltrække forskningsmidler og investeringer er nanoteknologien (Berube 2006). Og generelt kan man vel sige, at den stigende konkurrence om forskningsmidler næppe vil svække denne udvikling. Det er med andre ord ikke altid let at skelne mellem science og science fiction og mellem realistiske forventninger og utopiske visioner. Se blot hvordan en af hovedpersonerne i The Humane Genome Project, Craig Venter, i marts 2008 i et interview med TEDTALKS udstikker løfter om i løbet af 18 måneder at have udviklet en olie-producerende CO2 neutral bakterie (Ecogeek 2008).

Ikke desto mindre kan vi i dag ved at flytte arvemateriale rundt mellem ubeslægtede arter fremstille planter, der er resistente overfor bestemte sprøjtemidler, dyr, der producerer menneskelige proteiner i deres mælk og vi kan producere næsten identiske genetiske kopier af eftertragtelsesværdige dyr ved hjælp af kloningsteknologien. Al dette er faktuelt. Sådan er det bare! Der er ingen tvivl om, at bioteknologien rummer et stort potentiale. Hvor stort det er og hvor lang tid det vil tage at beherske mulighederne er blot et åbent spørgsmål. Men bioteknologien rejser ikke kun spørgsmål om hype, brudte løfter og spildte ressourcer. Den rejser også etiske spørgsmål om ansvar og om udnyttelsen af mulighederne, når og hvis de bliver til virkelighed. For et hvert kan rejser et spørgsmål om bør. Er der grænser for hvad vi kan tillade os at bruge teknologien til. Er der grænser for vores omformning og udnyttelse af naturen – både vores egen og de andre levende væseners? Og er disse grænser i givet fald nogle, vi bør respektere for vores eget livsgrundlags skyld eller skal vi respektere dem for naturens egen skyld? Det er spørgsmål som bioetikken beskæftiger sig med og spørgsmål som skal forfølges i resten af denne artikel.

De bioetiske problemstillinger

Op igennem historien har naturen og menneskets forhold til den været genstand for religiøse og filosofiske tanker. Som en understrøm i den vestlige kultur løber en tænkning, der søger at betragte naturen som mere end blot en ressource til opfyldelse af menneskelige behov. Det er dog først med erkendelsen af den økologiske krise i 1960´erne, at den filosofiske og religiøse tænkning, der beskæftiger sig med menneskets etiske forhold til naturen, for alvor dukker op til overfladen og begreber som miljø-etik, natur-etik, økologisk etik , natur-teologi og øko-teologi vinder indpas i den akademiske verden. I dag er den filosofiske og teologiske beskæftigelse med menneskets forhold til naturen etablerede akademiske discipliner og begreber som bioetik og miljøetik ved at blive en integreret del af de naturvidenskabelige uddannelser.

De etiske spørgsmål som den bioteknologiske udvikling rejser på anvendelsesniveauet, kan opdeles i en række kategorier. I hvert fald hvis man forsøger at danne et overblik over diskussionen. Man skal dog være opmærksom på, at opdelingen er kunstig. For her som alle andre steder, hænger tingene sammen. Der er en interdependens, der går igen på alle niveauer af virkeligheden. Everything hangs together er ikke bare et slogan for økologien, men også for etikken. Ofte i den offentlige debat om bioteknologi forsøger vi at diskutere en anvendelsesmulighed ad gangen. Og det er en god ide. Hvert område rummer sine problemstillinger og det kan ofte skabe større klarhed at skelne de forskellige teknologier fra hinanden. Det kan være svært at diskutere de etiske problemstillinger ved genmodificerede afgrøder samtidig med man skal forholde sig til diskussionen om stamceller. Derfor har vi en lang tradition for at lade de etiske diskussioner følge anvendelsesmulighederne. Faren ved denne opdeling er blot, at man mister blikket for de mere overordnede spørgsmål. Ved altid at fokusere på, hvad der er specielt mister man blikket for det almene. Som f.eks. hvilke etiske problemstillinger hypen af bioteknologi rejser. Med dette forbehold i baghovedet kan følgende opdeling anvendes.

De hyppigst nævnte spørgsmål drejer sig om, hvorvidt teknologien er farlig. Kan den skade mennesker eller deres interesser? Mange og lange er diskussionerne om, hvordan man skal risikovurdere bioteknologi. Hvem er det, som teknologien ikke må udgøre en risiko for? Hvad er en acceptabel risiko? Hvordan måler man, hvad der sker på længere sigt? Hvordan håndterer man den usikkerhed som alle videnskabelige resultater er behæftet med? Hvordan skal man opveje risici og fordele ved teknologien (Tveit et al. 2003)? Et af de helt centrale spørgsmål her bliver om teknologien kun er problematisk, hvis den direkte eller indirekte skader mennesker eller om det også bør undersøges, om teknologien kan have skadelig indflydelse på dyr, planter eller økosystemer – selvom det ikke berører mennesker. I naturetikken taler man om, hvorvidt etikken kun er menneskecentreret eller om den bør udvides til at dække andre væsener og fænomener. Typisk skelner man mellem etiske perspektiver, der argumentere for antropocentrisme hvor kun mennesker har etisk betydning, zoocentrisme, hvor alle væsener, der kan føle smerte og glæde er etisk betydningsfulde i sig selv, biocentrisme, der optager alt levende i det etiske fællesskab og økocentrisme, der inkluderer alt eksisterende så som landskaber, floder og økosystemer) i det etiske fællesskab (Gjerris 2001).

Den anden gruppe af problemstillinger, der skal nævnes, rummer de sociale og økonomiske konsekvenser, som teknologien får. Hvem kommer til at tjene og hvem kommer til at tabe? Hvordan vil forholdet mellem rige lande og fattige lande blive påvirket? Hvordan vil teknologien påvirke landbruget? Dette er notorisk vanskelige spørgsmål at arbejde med, da de kræver et blik ind i en krystalkugle, der kan forudse bioteknologiens fremtid. En sådan findes ikke og ofte er der tale om spekulationer, der hviler på de forventninger, som den enkelte har til teknologien. Forventninger, der hvad enten de er positive eller negative, ikke overraskende er farvet af den enkeltes værdier i forhold til teknologien. Et multinationalt firma som Monsanto, der udvikler genmodificerede planter, mener således, at teknologien i høj grad vil komme de fattige lande til hjælp, imens Greenpeace kun kan se, at teknologien vil få ødelæggende miljømæssige konsekvenser (Meyer 2001).

En tredje gruppe af problemstillinger handler om dyrevelfærd. I det omfang at teknologien skal anvendes på dyr, er det af stor betydning for mange menneskers etiske vurdering af teknologien, om dyrene lider fysisk og/eller psykisk overlast. Det kan være i forbindelse med fremstilling af genmodificerede og klonede forsøgsdyr, der er bærere af menneskelige sygdomme eller landbrugsdyr, der via bioteknologi er blevet ”forbedret” til f.eks. en højere ydeevne. Der har siden 1970´erne været en stigende fokus på dyrevelfærd i den vestlige verden og nye teknologier, der involverer dyr, er kontroversielle, fordi de sætter fokus på, hvordan dyret reduceres til et råstof (Gjerris 2005). Dette er selvfølgelig ikke noget specielt for bioteknologien. Se blot hvad dyrene udsættes for i det konventionelle landbrug i dag. Men bioteknologien synes at sætte tingene på spidsen og stille spørgsmålet på ny. Det kan godt være, at der går en lige linje fra de avlsmæssige praksisser, der skildres i Det Gamle Testamente til nutidens brug af bioteknologi for at opnå dyr, der er mere egnede til at opfylde vores behov. Men det er ikke et argument for, at det er rigtigt at gøre sådan. Tværtimod kan det være grunden til, at vi ser med mere kritiske øjne på nogle af de ting, som vi ellers havde vænnet os til var i orden. Den dråbe, der får bægeret til at flyde over, er ikke nødvendigvis afgørende anderledes end de andre dråber – men for den, der har ansvaret for at tørre op, er det ikke desto mindre en meget vigtig dråbe.

Den sidste gruppe af problemstillinger er så alt det, som ikke lige passer ind. Det er alle de følelser, fornemmelser og erfaringer af, at bioteknologien er etisk problematisk, også når den ikke er farlig, skaber øgede sociale uligheder eller mindsker dyrevelfærden. Ofte taler man her om, at teknologien er unaturlig eller at den krænker det levendes integritet i en eller anden forstand. Og lige så ofte afviser man at have med disse problemer at gøre, fordi de ses som udtryk for religiøse og/eller metafysiske positioner, der ikke hører hjemme i den offentlige debat om bioteknologi (Kappel 2002).

Nu er det stærkt tvivlsomt om det giver filosofisk mening at udelukke visse argumenter fra den offentlige debat blot fordi, at de er udtryk for værdier, der er religiøst eller metafysisk funderet. Alle værdier, alt hvad mennesker er villige til at tro på og kæmpe for, så som personlig frihed, afskaffelse af unødig lidelse, menneskerettigheder og naturens integritet, hviler i sidste ende på ubeviselige argumenter, der kun kan finde deres styrke i deres erfaringstæthed og argumentationen for dem. Når det gælder værdier, så betyder religiøs bare, at de i sidste ende henviser til en virkelighed udenfor mennesket. Så udelukkelsen af bestemte værdier – f.eks. tanken om naturens integritet, er mere udtryk for en bevidst ideologisk dagsorden end egentlig filosofisk skelnen. Denne kritik af kulturens bevidstløse skelnen mellem religiøse argumenter og såkaldt ”rationelle” argumenter, besvarer dog ikke spørgsmålet: Hvad menes der med, at teknologien krænker naturens integritet?

Integritet betyder helhed. Det at have integritet betyder, at man er færdig og formet, som man er. At man udgør et hele. Og at krænke nogens eller nogets integritet er at bryde dette hele. Det er at ville bemægtige sig det, der er færdigt og omdanne det i sit eget billede. Det er ikke at respektere, at der i alt er en fremmedhed, en rest af noget, der ikke kan omdannes til noget andet for at opfylde et behov, uden at nogle etiske grænser overskrides. Måske kan integritet bedst udtrykkes som det at rumme fremmedhed. At der er noget, som vi ikke kender. Stole, kopper og computere er ikke fremmede. Vi kender dem til bunds og kan forstå dem ud fra de funktioner de udfylder i vores liv. Men kan man sige det samme om græs, træer og fluer? De udfylder selvfølgelig funktioner, men påstanden er, at vi i dem også kan erfare fremmedheden, det der er uafhængigt af os og som dybest set ikke har brug for os. Det er præcis det, der gør, at vi kan blive opladet, få energi eller få sindet stemt  i naturen og ikke i et boligmarked (Løgstrup 1995). Fordi naturen rummer mere end blot det, som vi kan bruge. Og derfor har den integritet – en integritet, som nogle mennesker erfarer bliver krænket i forbindelse med brugen af bioteknologi på det levende.

Betyder det så, at vi skal afholde os fra at bruge teknologien? Det er endnu et af de store spørgsmål, som kan rejses. Det korte svar er, at hvis vi erfarer, at teknologien rent faktisk er etisk problematisk, så bliver brugen af den mere til valg mellem onder end et valg mellem det gode og det onde. Så er det ikke bare godt at anvende teknologien. Men det kan være det mindste onde i nogle tilfælde. Hvornår og hvordan det er det, må vi som borgere diskutere os frem til i en stadig dialog om vores brug af naturen. Men et perspektiv, der som udgangspunkt gør brugen af bioteknologien problematisk, vil flytte bevisbyrden fra dem, der ønsker at beskytte naturens integritet til dem, der ønsker at benytte teknologien. Og det vil, alt andet lige, kunne føre til en mere ydmyg og behersket omgang med menneskets magt over naturen. Hvilket næppe vil skade hverken naturen eller os.

Til sidst skal det nævnes, at mange tror, at etik er en form for problemløsningsværktøj, der kan hjælpe os til at løse etiske problemer og komme videre. Men et bedre billede er, at etikken er kulturens tilbageholdte åndedræt, samfundets tøven og vores fælles tvivl overfor de nye muligheder. Etik er ikke en hammer, der får problemerne til at forsvinde, men en lanterne, der oplyser dem for os. Etikerens opgave er således ikke at være fødselshjælper for teknologien eller problemknuser eller andet populært. Det er at være en form for fælles samvittighed, der på alles vegne rejser de spørgsmål, som de fleste nogle gange gerne vil glemme. Etikerens rolle er at være konstruktivt irriterende eller irriterende konstruktiv, sandet i udviklingens smøreolie og pausen i fremskridtets march. Kun på den måde kan den teknologiske udvikling få det saglige modspil i form af en værdibaseret kritik som er nødvendig, hvis teknologien skal være en hjælper og ikke en hersker.

Referencer

David Berube, Nano-Hype: The Truth behind the Nanotechnology Buzz. Prometheus Books, 2006

Brown N (2003): Hope Against Hype – Accountability in Biopasts, Presents and Futures. Science Studies, Vol. 16, No.2, 3–21

Ecogeek (2008): http://www.ecogeek.org/content/view/1433/

Foltmann, Ben (2000): Det ufattelige liv. Tanker om biologi og erkendelse. Gyldendal

Gjerris M (2001): Sårbarhedens pris, i Madsen LD & Gjerris M: Naturens sande betydning. Multivers

Gjerris M (2005): Dyrets etiske betydning. Løgstrup og bioetikken, I Bugge et al.: Løgstrups mange ansigter. Anis

Hegel GWF (2005): Åndens fænomenologi, oversættelse og indledning ved Claus Bratt Østergaard, Gyldendal

Kappel K (2002): Bioteknologi og skepsis, Kritik nr. 155-156, s. 127-131

Løgstrup KE (1995): Kunst og erkendelse. Kunstfilosofiske betragtninger. Metafysik II. 2. udg., Gyldendal,

Meyer G (2001): Fighting poverty with biotechnology? Report from a Copenhagen workshop on biotechnology and the third world. Centre for Bioethics og Risk Assessment

Tveit G, Madsen KH & Sandøe P (2003): Vedr. bioteknologi og offentligheden. Rapport fra to forskningsprojekter om genmodificeret mad, planter og forsøgsdyr. Center for Bioetik og Risikovurdering

Denne artikel blev udgivet i BioZoom nr. 1 2008 og senere i en forkortet udgave i BioZoom nr. 1 2018, som fejrede BioZooms 20 års jubilæum.